| Radiodoktoren Carsten Vagn-Hansen | ![]() | ||
|
Læge og sundhedskonsulent Carsten
Vagn-Hansens private hjemmeside. Ansvarshavende: Carsten Vagn-Hansen emailadr.: cavaha@radiodoktoren.dk | |||
|
Artikler på DSGnet: Foredrag: Musik NY Cd Bøger Nyt og noter Magneter Gode citater Links Om forfatteren Retsagen |
Sundhed er svulmende livskraft, livslyst og livsglæde. Sundhed er at have det godt med sin krop, sit sind, sine følelser, sine medmennesker, sit miljø, sin kultur, sit arbejde og sin sjæl – på trods af den modgang og de belastninger livet altid vil udsætte enhver for. Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. For at få et godt liv er det vigtigt at kunne se det gode i det dårlige, det lyse i det mørke, det positive i det negative. Vi må hjælpe hinanden med dette. Sygdom og symptomer optræder, når belastningerne i livet overstiger bærekraften. Føler man sig dårligt tilpas eller syg, er det vigtigt altid at søge efter årsagen – ikke blot fjerne symptomerne eller sygdommen. Sygdom skal sættes på plads, så den ikke kommer i vejen for et godt liv. Kan du lære det, kan du sagtens være sund, selvom du ikke er rask. De tre store læger er Vorherre, tiden og naturen. Det er dem, du skal lære af og støtte dig til. Man skal rejse sig ved det træ, man faldt ved, men det kan somme tider knibe, og så må vi være der for hinanden. Vi mennesker er hinandens sundhed, livskraft og livsglæde. Vi skal være der for hinanden, når det kniber. Planlæg ordentligt og vær så, hvor du er, med din fulde opmærksomhed. Så får du al den tid, du har brug for. Livet er ikke i går eller i morgen – det er her og nu. Lad være med at bekymre dig. Det, du bekymrer dig over, sker sjældent. Den amerikanske præsident Calvin Coolidge sagde engang: Når jeg går hen ad vejen og ser ti bekymringer komme trillende ned imod mig, så går jeg roligt videre. For jeg ved, at inden jeg er kommet hen til dem, er de ni ud af ti trillet væk fra vejen. Bliver du urolig i krop og sind, så træk vejret dybt tre gange og smil! Har du en dårlig dag, så brug dine ansigtsmuskler til at trække mundvigene ud til siden. Du vil så uvægerligt komme til at smile, og så får du det selv godt, og mennesker omkring dig også. Smil er stærke lægemidler. Pas godt på dig selv, for du er værdifuld. Der er brug for dig. Og pas godt på dine medmennesker – de har brug for dig. Husk at være glad – på trods af hvad der måtte ramme dig af modgang. |
||